Hvem er russiske kvinder?

_____________

Denne artikkel er fra Rusforum.dk
(Russisk forum i Danmark)

På den ene side er den traditionelle russiske manderolle en stærk og beskyttende patriark, på den anden side en uduelig fulderik med en kæreste på hver metrostation. En nordisk kvinde indvier os her i, hvordan det er at være kvinde i Rusland.

Af Anna Gudlaugsdottir, Stud.mag. i russisk, bookingchef og rejseleder.

Vi kender alle sammen historien om den vestlige forretningsmand, ja, eller sågar den almindelige Ole, der tager over til det store Rusland, og vender tilbage med en langbenet Ljudmila, der udover at være ualmindelig smuk, elegant og manikureret til enhver tid, også passer og plejer sin mand og holder hus som kun de bedste damehåndbøger fra 1930erne kan foreskrive.

Men hvad er det, der gør, at de russiske kvinder er så anderledes og så spændende i mange vestlige mænds øjne? Og hvad med russiske mænd – er de noget for vestlige kvinder?

I Rusland er det nemlig noget lidt andet at være mand eller kvinde, end vi er vant til her i Skandinavien. Ruslands placering mellem øst og vest har sat rammer for en uendelig kulturel konflikt, der løber som en rød tråd gennem Ruslands historie og kultur, og som hver dag kommer op i samtaler mellem almindelige mennesker: Hvem er vi russere? Tilhører vi Vesten eller Østen?

Det påfaldende er, at selvom mange russere vil være enige i, at europæisk er Rusland i hvert fald ikke, så taler de alligevel om »Østen« som et andet, adskilt sted. Det kan så forstås således, at Rusland er en helt tredje størrelse, eller på den måde at Rusland befinder sig i et vedvarende kulturelt limbo mellem to forskellige verdener. Uanset hvordan man vælger at se på det, bliver konklusionen nok, at den russiske kultur er noget helt særligt, som også Sovjettiden naturligvis har sat sit stærke præg på.

Det første man støder på som skandinav i Rusland, er den kæmpe forskel på, hvordan folk opfører sig i det offentlige rum i forhold til, hvad vi er vant til. På gaden ser man intet andet end sammenbidte miner, folk nærmest skændes højlydt i køerne i supermarkedet og gamle babushkaer (bedstemødre) ser det som deres gode ret at hjælpe én til korrekt opførsel, enten med skæld og smæld eller en høflig kold kommentar. Så tager man metroen, og så er det, at man har en god chance for at opleve russisk mandeadfærd, der i den grad adskiller sig fra de skandinaviske mænds væremåde.

I Rusland blinker fyrene nemlig til de piger, de synes ser søde ud – eller sender lange, indtrængende blikke og gerne et trussetyveagtigt smil med. Så vidt jeg ved, holdt skandinaviske mænd op med at blinke til kvinder, lige så snart firserne var overstået og man nu kunne begynde at opføre sig normalt igen.

En russisk mand hjælper kvinden med alting: han holder døren, tænder hendes cigaret, tilbyder altid at bære hendes bæreposer, hjælper hende med at tage frakken på, med at træde ud af bilen, han tænder gaskomfuret for hende, og så betaler han selvfølgelig altid. Til fester eller middagsgilder vil der også altid være en alfahan, der sørger for at skænke op til damerne og for at deres glas aldrig er tomme, for kvinder skænker helst ikke selv (medmindre der kun er kvinder i selskabet, og så vil det være matriarken eller værtinden, der skænker). Mandens rolle er således at beskytte kvinden, værne om hende og helst også oplyse hende om, hvordan tingene hænger sammen her i livet.

Da jeg første gang kom til Rusland som 20-årig, havde jeg for det første aldrig oplevet den slags opmærksomhed. Fra mit kolde hjemland Island kendte jeg nemlig ikke andet end den typiske nordiske måde for kønnenes omgang med hinanden: man drikker sig fra sans og samling før nogen som helst form for tilnærmelse kan ske; i dagtimerne ignorerer man derimod hinanden fuldstændig.

For det andet oplevede jeg denne opmærksomhed fra de russiske mænd mere som en fornærmelse end galanteri, for jeg kunne da selv tage mit overtøj på og skulle slet ikke have hjælp til at komme ud af bussen. Og dikteres om tingenes gang og orden skulle jeg i hvert fald ikke! Det har så nok også medvirket til, at de få russiske romancer jeg oplevede i løbet af det år, jeg boede i Skt. Petersborg, aldrig blev til noget seriøst.

Selvom jeg så senere hen er begyndt at sætte pris på den slags ridderlighed, er bagsiden af medaljen stadigvæk den, at den galante opførsel ikke nødvendigvis holder så længe. Jeg har ikke tal på, hvor mange russiske kvinder jeg har hørt fortælle om deres luddovne mænd, der ligger og flyder på sofaen – og hvor mange russiske taxachauffører, som har undret sig over, at dét netop var grunden til, at jeg ikke ville giftes med en russisk mand!

Noget andet, der også kan overraske den ligesindede skandinav, er det fuldt ud accepterede faktum, at musjtjiny guljajut – dvs. at mænd har elskerinder i lange baner, at de jævnligt drikker alle pengene til mad og telefonregning op, og at man som kvinde bare må leve med det. Så på den ene side er den traditionelle russiske manderolle en stærk og beskyttende patriark, på den anden side en uduelig fulderik med en kæreste på hver metrostation.

Russiske kvinder er som nævnt berygtede for deres smukke udseende. Og ja, det er sandt, hvad rygtet siger: der er virkelige mange flotte piger i Rusland, og ja, der er også utrolig mange russiske piger, der går i miniskørt og højhælede støvler (og hertil gennemsigtige nylonstrømper, selv i minusgrader!) til daglig. Som skandinavisk kvinde kan man nemt komme til at føle sig som en anden sjuskedorte ved siden af de russiske piger med deres top-plejede negle og bittesmå taljer. Det er også helt acceptabelt at finde makeup-pungen frem og sidde og lægge krigsmaling i fuld offentlighed, selv over for ens date på restaurant.

Derimod bliver mange russiske mænd ellevilde ved tanken om de lyshårede og blåøjede frøkener, der bebor vor skandinaviske jord. Lyst hår og blå øjne er i russernes øjne nemlig en af de bedste kvaliteter en kvinde kan have, som en ung Ivan engang fortalte mig.

Den russiske mandlige stereotyp er til gengæld ultramaskulin, som sagt både i opførsel, og når det kommer til udseende. Det metroseksuelle look slog aldrig rigtig igennem i Rusland, dertil er de traditionelle kønsroller alt for rodfæstede. Noget som f.eks. en lyserød skjorte eller en fugtighedscreme til ansigtet bliver betragtet som i bedste fald fimset, i værste fald som en konstatering af, at den pågældende person er rivende homo (hvilket i øvrigt så sandelig ikke er velset i Rusland).

I Rusland er der fuld ligestilling, har jeg mange gange hørt sagt, især fra meget overbeviste russiske mænd. Kvinder har jo fået lov til at stemme, eje ting, arbejde med hvad de nu har lyst til bortset fra at blive togfører i metroen, for sådan et ansvarsfuldt job må under ingen omstændigheder overlades til væsener, der er styrede af følelser og menstruationscyklus. Lederstillinger er heller ikke så gode for kvinder, for de kan jo øjeblikkeligt bryde ud i gråd og raseri, og dermed komme til at forkludre en meget vigtig businessaftale.

En af de rettigheder, russiske kvinder har opnået i modsætning til vestlige kvinder, er retten til at slide og slæbe ved udendørs bygningsarbejde, hvilket i Rusland anses som et indlysende tegn på ligestilling – de får jo lov til at udføre det samme arbejde som mænd! Og det må da være ligestilling, i hvert fald hvis man sammenligner det med den status, kvinden havde i det gamle russiske samfund før revolutionen, og på en måde stadig har i russisk ortodoksi. Dengang skulle de af natur syndige kvinder værsågod dække deres hoveder til, gå bag manden og ikke tale ham imod. I dag skal kvinder stadig dække sig til med et sjal, før de går ind i en ortodoks kirke, de kan ikke blive præster og må ikke gå om bag ikonostasen, for de er mindre rene end manden. Så ja, fuld ligestilling.

Og hvad kan man så lære af det? Tja, en meget klog mand har engang sagt, at man ikke kan forstå Rusland med fornuften, og det vil jeg give ham helt ret i. For halvanden times flyvetur over Østersøen ligger der nemlig en anden verden, en vidstrakt uendelighed af tajga, frost, vodka og birketræer, beboet af varme sjæle med kolde miner og en uafklaret selvdefinition. Rusland ligger geografisk meget tæt på vores pertentlige og nuttede skandinaviske idyl, men den russiske virkelighed er en helt anden, og russerne er et temmelig anderledes folkefærd. Jeg kan kun anbefale, at man tager den korte flyvetur over vandet for at opleve det på egen hånd, for det kan ikke rigtig forklares.